Så kom (og gik) weekenden, hvor der for alvor skulle prøves kræfter med surfing. Og kræfter blev der fandeme brugt.
Efter lidt ligegyldig og kort skolegang fredag, mødtes vi 7 danskere og 20-25 unge amerikanere inde midt i byen, hvor vi blev mødt af nogle små busser og nogle særdeles friske chauffører/instruktører. I virkeligheden var timingen suboptimal, da mit dejlige universitet afholdt conception day, hvilket betød en nærmest festival-agtig stemning på campus, med liveoptræderne, boder, mad, drinks, fest og farver. Bare ærgerligt.
Et par timers kørsel syd for byen, med dertilhørende burger-pitstop, og så endte vi op i den lille flække Gerroa, der ligger lige ved den meget fine strand, med det ret beskrivende navn, Seven Mile Beach.
Se større kort
Her blev weekendens program så fastlagt. Og det ligger fast, at vi var tidligere oppe, end jeg plejer at være hernede. Morgenmaden blev serveret/stillet frem kl. 7:00 og en times penge efter skulle man altså gerne stå klar i våddragten. Dette betød også væsentligt mindre druk, end jeg havde regnet med på en sådan tur, men det gjorde bestemt ikke noget. Os danskere fik selvfølgelig vores egen hytte, og efter et par krus vin på stranden, var det derfor forholdsvist tidligt ind i hytten og i så i kisten.
Efter morgenmaden lørdag, var det ned på stranden til noget instruktion i basal surf-teknik. Det var meget rart lige at få styr på det basale, selvom man selvfølgelig havde en ret god idé. Tidevandet gjorde, at bølgerne var tæt på perfekte for begyndere, selvfølgelig lidt afhængigt af hvor langt ude man fangede dem. Så allerede her fik man sig et par fine, stående ture. Efter 2 timer i suppen, var der frokost i lejren efterfulgt af en times velfortjent fritid, hvor der blev sovet, spillet kort og stenet. Og så var det jo altså ud i bølgerne igen, som her hen på eftermiddagen var mindre gode. De var mindre og knækkede hurtigere, hvilket stort set gjorde det umuligt, at surfe på andet end white water, altså resterne/skummet af bølgerne. Men det var stadig god træning mht. at komme op og stå og holde balancen.
Efter aftensmad var folk godt døde, så det var kun Claes og jeg selv der satte os ned på stranden, med vin, krus og en skyfri, stjerne-fyldt himmel, for at ordne verdenssituationen og det danske samfunds forfald.
Søndagen var planlagt stort set identisk, dog med det twist, at man jo var blevet en klart bedre surfer. Derfor var morgen-sessionen klart turens højdepunkt, da bølgerne her igen var ganske fantastiske og faktisk større end lørdagens. De hårde drenge (inkl. undertegnede) kæmpede sig så derfor ret langt ud, hvor man så kunne ligge og vente på den helt rigtige, store bølge og ride den hele vejen til stranden. Det lykkedes selvfølgelig ikke hver gang, men det var ubeskrivelig fedt når det gjorde – man kan fandeme få dejligt med fart på!
Eftermiddagens bølger var præget af utrolig hidsig strøm, og ret uforudsigelige bølger. Det lærte man på den hårde måde, med nogle kæmpe tæsk af vand og strandbund, hvilket måske var meget godt for den entusiastiske, selvproklamerede surfer-gud.
Det skal selvfølgelig nævnes, at de begynder-boards vi benyttede bedst kan beskrive som mindre både. Vi taler altså nogle sataner på 8-9 fod, hvilket hjælper væsentligt i forhold til at fange bølger og balance. Det betyder dog ikke, at det ikke er mega hårdt at padle rundt. Altså, så længe man kan bunde, kan man gå med/trække sit board. Dette vanskeliggøres selvfølgelig af strøm og meget imødekommende bølger, som man må prøve at “hoppe over”. Men når man så ikke kan bunde mere, så skal der padles – meget! Og førnævnte bølger bliver umiddelbart ikke mere medgørlige før man kommer et godt stykke ud. Når man så skal fange en bølge, så gælder det også om at padle helt igennem, for at få så meget fart på som muligt. Og med ivrigt råbende instruktører i baggrunden, så får den altså ikke for lidt.
Alt i alt var det virkelig en konge-weekend. Virkelig sjovt og hyggeligt var det – og ikke mindst lærerigt. Og så var vi selvfølgelig ret heldige med vejret, der bød på sol det meste af tiden. Instruktørerne var også virkelig fine. På en eller anden måde, så minder de mig om at være rusvejleder. Alle de gamle jokes fungerer og man virker så overdrevent overskudsagtig, samtidigt med de nye synes man er bomben. Dertil må man sige, at det er en ret svedig profession de drenge her har fået. Man skal selvfølgelig prioritere surfing HØJT for at kunne udstå det – ja, de laver stort set ikke andet, heller ikke i fritiden. De var rent faktisk ude og surfe inden vi stod op, samt i vores pauser. Man kunne nok ikke klare det for evigt, men altså. Det minder mig også lidt om vores tur i Whitsundays, hvor kaptajnen på skibet var 23 år. Hans rolle var stort set den samme, hvor jobbet dog bestod i at sejle rundt i solskin blandt tropiske øer og strande. Og når han så var i land, var han kongen af Airlie Beach, hvor han kendte alle, var stiv og lavede damer. Det er sgu godt nok noget andet end at arbejde 9-17 i NV eller sidde på biblioteket og læse til eksamen (det er sket! – dog ikke hernede).
Der naturligvis lidt billeder i galleriet.