Havde det været derhjemme, hvor der for det første var større krav fra skolen, og hvor det for det andet havde en betydning, hvilken karakter man trak hjem, ja så kan det godt være weekenden var forløbet en smule anderledes. Og så er det alligevel lidt ligegyldigt. Der skal fandeme opleves så meget så muligt, når man nu er hernede. Man er jo alligevel ikke kommet for at danse læse.
Som nævnt i det forrige indlæg, så tog jeg fredag lidt syd på sammen med et surfer-sjak. I en flot Ford Falcon (4.0l) kørte vi tidligt ud af byen, for at undgå den værste morgentrafik. Og dejligt var det, at køre fra skyerne over byen, til blå den himmel et par timers kørsel ud af byen. Endnu engang kan man blive imponeret over, hvor kort afstand man skal fra byen (som så er ret stor, når man medregner alle suburbs) før end landskabet ændres ret dramatisk. Nogle ret fantastiske omgivelser, med det blå Stillehav på den ene side, og store grønne bakker og bjerge på den anden.
Efter en 3,5 times kørsel, endte vi ved destinationen: Booderee National Park og Cave Beach. Det viste sig dog, at den nærliggende strand Bherwerre Beach var mere attraktiv, så det var faktisk den eneste vi var på. Og samtidigt var vi de eneste der var der. Helt fantastisk, at have så lang og flot en pige strand for sig selv.
Se større kort
Mht. surfen, så havde jeg ikke fået anskaffet mig noget udstyr. Men søde Marie (tak!) var så venlig, at lade mig udvide hendes våddragt, så Michelinmanden kunne komme i drinken og vise lidt lir. Eller noget i den stil. Jeg har prøvet at surfe én gang før, på Jersey i den Engelske Kanal, hvor bølgerne var væsentligt større. Det var ikke den store succes den gang, og det blev vel heller aldrig en rigtig højder hernede. Fik fanget lidt bølger, men det med at komme op og stå drillede lidt (jvf. overskriften). Skide sjovt er det dog alligevel – jeg ser frem til om 2 ugers tid, hvor vi skal på surfcamp (med instruktører).
Om aftenen blev der så campet til den helt store guldmedalje. Vi fik lavet et bål i en sådan en udendørs grill, som altså både blev brugt som varmekilde og komfur – meget mandigt. Og som vi sad der omkring bålet og drak goon (papvin), og det blev mørkt, kom national parkens sande beboere frem. Fuglene begyndte at larme hysterisk, store gnavere piskede rundt om fødderne på os og helt åndssvagt mange wallabies (kænguruens lillebror, som ikke behøves at være særlig lille), der virkede ret ligeglade med vores tilstedeværelse. Vi var 5 (ud af 11) der sov i telt, og sådan et er jo sjældent sådan klassisk godt lydisoleret. Og hold kæft hvor kunne skoven larme om natten! Og der var en konstant puslen rundt om teltet, som gjorde det hele meget outdoors-agtigt. Lørdag blev det til et par timers surf (jeg blev dog bare på stranden), inden man endte hjemme på matriklen henad aftenen.
Alt i alt en fantastisk tur. Man kan godt blive lidt misundelig på de gutter og gutinder der har købt bil og surfudstyr. Mega fedt sådan lige at kunne tage sådan et par ture ud af byen. Der billeder her i galleriet. Igen så skal man altså blive bedre til, at få andre til at bruge sit kamera – især når man surfer.
Nå, selvom man var helt most efter sol og køretur, så var der jo landskamp i går. Flere havde meldt sig under fanerne, og der var angivelig en bar inde i byen der viste kampen – kl. 4 om natten var kick off. Men mange var pludseligt trætte osv., så det endte med, at det kun var jeg selv og surferkongen Peter der magtede det. Så vi mødtes på den førnævnte bar kl. 3 for lige at komme i stemning. Og vi snakkede med manageren, der forsikrede os, at kampen ville blive vist…
Manageren viste sig at være et bat af rang. Da klokken var blevet 4:15 og Schweiz og Grækenland løb på banen på barens eneste sportskanal, var det lidt kedeligt at være Peter og Magnus. Vi tog dog en chance og dansede ned på en kendt bar, med gode åbningstider – og der blev man så mødt at øredøvende århusiansk og folk i rødt tøj. Så vi fik sgu set det meste af kampen alligevel. Ret underlig fornemmelse at sidde på en bar midt i downtown Sydney, omgivet af danskere og med Parken/Østerbro på skærmen.
Og nu sidder man så her søndag aften, og mangler stadig lige en sides penge til aflevering tirsdag. Og en del læsning til testen onsdag. Igen, havde det været derhjemme, havde man måske gjort det anderledes. Hernede er det en (hårfin) balance mellem skolen og ALT det andet – og skal vi ikke bare sige, at jeg synes det går bedre med den, end det gør med surfingen…
Opdatering:
Jeg har stjålet nogle billeder af mig fra den fantastiske fotograf/surfer/ven, Alexander ‘Pandy’ Kiær, som nu er at finde i galleriet. Tak.