12
Nov 10

Republican party joke

Republican party joke


05
Dec 09

Tarveligt for turismen

Lige en opdatering fra det hyggelig Queenstown.

Forleden aften stak det helt af paa en campingplads i det sydlige Invercargill. Ufattelige maengder alkohol blev fortaerret og vi kom alt for sent i seng.
Men hvad goer man saa, naar toemmermaendene er rigtigt onde og stemningen er lav? Man tager til det muligvis smukkeste sted i HELE verden, Milford Sound. Det kan sgu ikke rigtigt beskrives, men efter et par timers koersel i ufattelig smukt bjerglandskab, ender man nede ved nogle FANTASTISKE fjorde med spektakulaere bjerge og vandfald, hvor vi roeg ud paa en baad, og lidt ud i det Tasmanske Hav. Vi havde dejligt vejr med masser af solskin omend en strid vind inde i fjorden.
Det var aerlig talt saa flot, at jeg tror man kan blive svaer at imponere paa resten af turen – for slet ikke at sige resten af sit liv som turist.

Nu er vi kommet til Queenstown, som virker rigtig hyggelig, samtidigt med den har masser af byde paa for turisterne. Vi har bl.a. lige bestilt faldskaermsudspring paa mandag.

Knus


03
Dec 09

NZ Update

Ja goddag.

Her kommer lige en kort opdatering fra det sydlige New Zealand. Efter en flot velkomst i Christchurchs lufthavn, har A. Gerlif og C. Ingevold-Winding nu koert sydpaa i to dage. Generelt har vi vaeret ret uheldige med vejret – det har vaeret uanstaendigt graat og kedeligt, hvilket ogsaa har gjort det umuligt at se de angiveligt mange bjergtoppe, da de har vaeret omringet taage. Til gengaeld er her taemmeligt koldt, saa lidt snottet er man da naaet af blive. Men ellers er her sgu pisse flot. Vi har set en masse meget idylliske soeer, samt den vilde kyst. Vi kan nok ikke laengere blive imponeret over de flotte groenne bakker og dale, for de er sgu over det hele, men flot er det altsaa.

Vi er nu naaet den sydoestlige kyst og dens funklende (laes: traette) hovedby Dunedin. I gaar fik vi set baade saeler og konge-albatrosser (utrolig majestaetisk fugl), hvilket naturligvis var ret sejt. Vores bil er dog mindre sej – ligesom sidste roadtrip er der tale om en ombygget Toyota Hiace, denne er dog vaesentligt aeldre end den sidste model. Den lugtede mildest talt olmt inden vi fik den, men vi er dog stoedt igang med at faa aendret indeklimaet til vores eget. Den koerer ikke fantastisk og den er bare generelt lidt faldefaerdig paa den ikke fede maade. Og her paa New Zealand er der aabenbart lidt andre regler mht. leje og forsikring, saa vi kom frem til, at det ikke kunne betale sig at faa junior her (paa under 25 somre) med som chauffoer paa, hvorfor jeg har faaet permanent plads paa midtersaedet. Til gengaeld er mjoedet billigere her end i Australien.

Naa, det var lige hvad der kunne berettes paa nuvaerende tidspunkt – ses!


24
Nov 09

Roadtrip

Advarsel: dette er et uhyggeligt langt indlæg, som sikkert kun er interessant for de omhandlede samt eventuelt min mor. Man kan evt. bare kigge i galleriet – desværre har jeg ikke fået fat i de andres billeder, selvom A Gerlif har brændt mig en dvd. Med en lighter. Den virker hvert fald ikke.
I slutningen af oktober havde jeg spring break, som blev brugt på en flot roadtrip, som vist på kortet herunder. Jeg har været en evighed om at få skrevet skidtet, hvilket set i bakspejlet er ret dumt, da jeg ved en masse fede detaljer er blevet glemt. Samtidigt så har selve den skriftlige kvalitet sikkert også lidt gevaldigt og jeg magter ikke at kigge mere på det nu, så vær overbærende mht. grammatik og lignende.


Se turen på et større kort

Det hele startede en skæbnesvanger fredag morgen, hvor Andreas ‘Guffi’ Gerlif og Peter ‘lugtedrage’ Friis-Nielsen (bedre kendt som V.I.Peter, senere R.I.Peter og nu WikiPeter) og jeg selv mødtes i Sydneys lufthavn. Efter en masse smart snak om hvorledes køen til check-in kunne optimeres, efterfulgt af en frisk gang Hungry Jacks (det hedder Burger King hernede) røg vi så ombord. Og første destination var Alice Springs, midt i den australske ingenting – og midt på selve kontinentet. Fra lufthavnen fortalte en yderst snaksaglig taxachauffør om byens histore og kulturelle arv, der er en mærkelig blanding af alverdens immigranter og så de indfødte aborigines. Spændende sager faktisk – den korte udgave går ud på at englænderne var nogle svin der skød på alt og alle (hovedsagligt aborigines) inden de rare tyskere (?) kom og prædikede protestantisme.

Vi blev kørt lidt udenfor byen, hvor vi så fik hentet vores dejlige campervan. Og vi var ikke til at skyde igennem! Nej, hvor var den dejlig! Vi havde ikke kørt mange meter før vogntøjet fik det smukke kaldenavn “Tordenboksen“, hvilket i alle henseender viste sig at være et ganske rammende navn. Nå, vi fik lige set hvad var der var at se i Alice Springs, inkl. det vandhul som har lagt navn til stedet, samt en forhøjning der gav et fint overblik over den byen. Alt i alt et mærkværdigt sted, med et meget specielt klima. Ifølge taxachaufføren (og senere uddybet af Peter) er der kun til at leve pga. det utroligt høje vandspejl, samt at byen ligger i læ af bakker hele vejen rundt – “a lost city” som chaufføren sagde. Derudover var det mærkeligt at se de indfødte herinde – det var tydeligt at de er blevet forsømt. “De” virkede langt værre stillet end i Sydney og generelt var der bare en meget hjemløs-agtig stemning over dem. Ulækkert.
Vigtigste attraktion var givet på forhånd: Kmart. For de ikke indviede er det som Metro/Føtex bare uden fersk mad, eller hvad man skal sige. Til gengæld er den kæmpe. Og billig. Så her fik vi provianteret sko, sokker, undertrøjer, 12 volts elektronik til bilen, slik, oder-eater og insect repellent. Og derefter fik så også købt mad og drikke ved det nærliggende supermarked – godt med pils, sodavand og frosne meat pies til microovnen. Nå ja, og så en del slik og chips, det’ klart. Generelt fik vi sonderet terrænet ret godt angående den slags. TimTams er altså en jævn god chokolade småkage/kiks/vaffel-ting og så er chili-sourcream chipsne i den røde pose altså et hit. Og så har isen Golden Gaytime fået en plads i vore hjerter grundet både navn, smag og konsistens.

Nå, så gik turen altså altså syd på og ud mod (vejen til) Kings Canyon, Ayers Rock og The Olgas, som danner den treenighed af seværdigheder man skal se. Der er så bare lige et del hundrede kilometer derud, så vi stoppede på vej derud ved et motel, da det var blevet mørkt. Sagen er den, at dyrene primært er aktive efter mørkets frembrud, så chancerne for at mose en kænguru ned (og beskadige bilen!) er større når det er mørkt. Og af en eller anden grund, så synes de kræ altså det er sjovest at sidde på asfalten. Det er simpelthen utroligt! De har så hjernedødt meget plads, men lige at sætte sig på vejen, det synes de altså lige er sagen – især hvis der kommer sådan et par spændende forlygter i høj fart (kan misforstås). Trods vi hurtigt opfandt et pointssystem i forbindelse med roadkill, så ramte vi ikke meget. Jeg selv sluttede på 0 points, hvorimod Peter og Gerlif vist fik 1 hver, for henholdsvis en fugl og en kanin. Vareulve gav flest point – koalaer gav minus.
Der har dog været andre, der har været meget dygtigere til at ramme dyrene, for der var godt nok meget roadkill generelt på turen. Men det er der jo så en del andre dyr, der nyder godt af – bl.a. fik vi set en del kæmpe ørne der sad og snaskede i vejkanten. Mindre makabre blev de dog når man kom tæt på, og de gav sig til at flyve – “det er en majestætisk fugl” som dyrevennen A Gerlif hurtigt kommenterede.

Næste dag gik det så først mod Kings Canyon, en lang kløft (surprise) med ret varieret terræn og bevoksning. Så her rendte vi rundt et par timer og skabte os. Alt på denne tur blev samtidigt spicet op ved hjælp af en fantastisk hoppebold og kameras selvudløser – sidstnævnte kan opleves i galleriet.
Herefter gik turen så af en anseelig omvej mod Ayers Rock. Og ganske efter planen nåede vi ud i god tid til at se solnedgang fra distancen. Det var meget ‘postkort’-agtigt og et ret specielt lys, selvom folks/guidebøgernes mange malende beskrivelser om stenens mange karakterer i det skiftende lys måske udeblev. Og så synes jeg måske også det havde været rart, hvis man havde været helt tæt på først, da det var ret umuligt at få et indtryk af krabatens størrelse. Da showet så var ovre, kørte vi til det eneste lovlige sted at overnatte i området; et stort resort med alt fra hoteller, moteller, campingspladser og supermarkeder. Det var dog tidligt op næste dag, hvor vi så ville se solopgang ved The Olgas – nogle store stenformationer der lå 40 kilometer vest for Ayers Rock. Og tidsplanen holdt sådan set også fint. Men hvad den små-trætte chauffør (undertegnede) måske overså i farten var det punkt på ruten, der rent faktisk var udvalgt til at være solopgangs-spot. Så det der skete var, at vi kørte hele vejen til “indgangen” af The Olgas, som så ligger på vestsiden, hvorfor solopgangen ikke sådan blev klassisk spændende. Den var faktisk bare kold. Og i skygge. Men ellers synes vi den var fin.
Men så kom vi jo altså ud og gå blandt disse store sten. Og det var altså lige sagen. Vi blev faktisk enige om, at det var klart mere spektakulært end Ayers (altså efter vi også havde været der). Så her tog vi den lange rute rundt, og fik en rigtig fed tur hvor vi stort set var alene – det var altså ikke helt uden nytte, at vi havde været så tidligt ude.
Derefter tog vi så tilbage mod Ayers Rock. Vi havde snakket meget om muligheden med at bestige stenen (verdens største kan jeg lige tilføje – og den er angiveligt lidt som en isbjerg, idet det meste af den ligger under jorden), som jo er lidt kontroversiel ligeså vel som den er hård. Sagen er jo den, at toppen er meget helligt for de indfødte – Lonely Planet brugte metaforen med at det svarede til at vade rundt på alteret i kirken – samtidig med det var stegende varmt. Og der var mange fluer. Men da vi kom hen til stenen, så var der umiddelbart lukket for opgang, da det angiveligt blæste for meget. Lidt underligt at der så stadig var folk på vej både op og ned, men vi lod det være skæbnen, og derfor valgte vi at gå rundt om den i stedet. Set i bakspejlet var det en meget fed beslutning, men undervejs var det godt nok lidt tarveligt. Der er godt 10km rundt om, og det er da noget andet end en tur i Dyrehaven – men som nævnt også væsentlig varmere. Og med flere fluer. Og stenen ændrer sig jo ikke så drastisk mens man snegler sig rundt om den. I forlængelse af førnævnte religiøse symbolik, så var åbenbart også steder rundt om på siden af stenen, der var holy land for aboriginies. Så fandeme om der ikke midt i det hele stod skilte med forbud for fotografering! Midt ude i ingenting! Og man er jo helt alene! Jeg tror det havde præcis modsat rettet effekt på de 3 drenge der var derude den dag. Og vi havde sikkert ikke skænket det en tanke lige at tage billeder de steder frem for andre.
Alt i alt var det dog en stor oplevelse endeligt at få set den sten. På mange måder, så var det lidt en ting der blev krydset af på todo-listen, men det var altså fedt at se det med egne øjne og danne sit eget indtryk. Og så kan man jo altså ikke komme udenom, at det er et helt unikt sted, som vel ikke rigtigt kan opleves andre steder (deraf unikheden). Måske Grand Canyon. Jeg ved det ikke. Nevermind.

Nå, videre gik turen syd mod Adelaide. Det skal siges at det var noget helt specielt at køre derude i ingenting. Jo det var forholdsvist ensformigt, men det er jo netop det der gjorde det fedt – at man bare kørte og kørte, men måske ikke rigtig følte man kom nogle vegne. Og så var vi jo temmeligt alene. Jo, til tider kom der da en modkørende camper eller et roadtrain (en lastbil med 3-4 anhængere) – i sidstnævnte tilfælde gjaldt det altså om at holde godt fast i roret, da de gav et mægtigt vindstød når de passerede – men trafikkeret kunne man ikke kalde det. Dette faktum betød samtidigt, at man generelt er meget venligt stemt overfor andre bilister, så man hilser på alt og alle – dog ville de færreste hilse på Peter når han sad bag rettet, hvilket undrede ham meget.

Vi havde ikke de store planer. Vigtigst var nok turen på Great Ocean Road og havde vi selvfølgelig en deadline i Melbourne, men vi havde ikke planlagt så meget mere. Så første stop blev på vejen sydpå, i verdens opal-hovedstad, Coober Pedy. Det var et yderst mærkværdigt sted, der som titlen antyder primært fungerede som mineby. En speciel feature var så, at de fleste huse lå halvt under jorden, da man på den måde kan undgå for varme somre og kolde vintre, ved at have en konstant temperatur på omkring 19 grader (så vidt jeg husker). Vi var inde i en gammel mine der fungerede som museum, men det var som det ikke rigtigt fangede de forvente globetrottere. Så det var forholdsvist hurtigt videre sydpå mod os.

Langsomt begyndte langskabet af ændre sig. Det blev mere frodigt og mindre plant i takt med vi nærmede os havet. Vi kom også forbi nogle kolossale saltsøer, hvor vi lige skulle ud og lege. Her var dog uforståeligt mange helt fantastisk irriterende fluer, men væbnet med vores ubrugte boomerang, var vi ikke til at slå ud. Vi fik øvet os i at kaste et par gange inden vi nåede fra parkeringspladsen helt ud til selve søen, og vi var ved at blive nogenlunde skrappe. Så ender vi derude. Helt øde og plant – perfekt til at sende sådan en boomerang afsted. Gerlif har altid proklameret, at det der med teknik, det er ikke lige ham – men råstyrke, se det er lige sagen. Så på allerførste kast laver han begynderfejl #1 og mører han kæppen helt horisontalt – hvilket resulterer i at den straks begynder at dreje og flyve vertikalt op mod den blå himmel. Under utallige nødsråb og “nej nej nej!” hamrer legetøjet derefter lige ned i jorden/søen og smadrer. Tak Gerlif. Fik jeg nævnt det var første kast?

På vejen mod knudepunktet Port Augusta blev vi inspireret af et utroligt flot billede i Lonely Planet, af det ellers (for os) ukendte Flinders Ranges, en national park med ret bjergrigt og grønt terræn. Vi startede med at køre lidt forkert, hvilket førte os ud på en ret flot omvej på nogle forholdsvis hidsige grusveje, som Tordenboksen med Gerlif bag rettet dog klarede uden problemer. Hovedattraktionen er et sted kaldet Wilpena Pound – en stor gryde-lignende bjerg/bakkekæde. Her var et utal af forskellige vandreruter, hvor vi selvfølgelig valgte en for øvede da vi gerne ville lidt opad. Det viste sig at være et par ret hårde timer vi fik begivet os ud på, men det var da (nærmest) besværet værd, da vi endelig nåede toppen. Især var det underholdende når dyrevenne Gerlif skulle fange hans elskede firben og lignende, der sjovt nok virkede lidt mere tilpassede til det utilgivelige terræn.

Efter denne umattende tur, var næste destination Adelaide. Her ville vi efter planen ankomme forholdsvist sent, hvorfor erfaringen fortalte os, at det kunne være svært at finde en campingplads der var åben. Især inde i byerne er sådanne steder godt spærret af efter lukketid. Men vi prøvede os frem, og ved hjælp af vores GPS fik vi taget nogle helt sindssyge omveje rundt i byen, mens klokken bare tikkede imod os. Det endte så med, at vi ikke kunne finde noget sted hvor vi kunne klemme Tordenboksen ind, så vi begyndte at lede efter mere landlige campingpladser syd for byen. Vi fandt så et sted i en lille by i en skov, der havde solide tyske rødder, altså byen – ikke skoven (det havde den dog sikkert også).

Efter en flot tysk morgenmad røg vi så derefter videre sydpå mod havnebyen Portland, der, som kortet viser, ligger på helt nede på sydkysten. Efter lidt små-stop i forskellige små mere eller mindre ligegyldige byer, ramte vi så destinationen hen på eftermiddagen. Der var masser af plads på campingpladsen, men vi blev hurtigt jaget væk fra den første plads vi holdt på, da nogle rasende fugle åbenbart havde æg i redden lige i nærheden. Herefter spadserede vi ned til downtown, fik en bøf og et par pils, tabte en masse penge på nogle spillemaskiner, inden vi satte os tilbage i bilen, da der om muligt var bedre stemning dér og øllet var billigere.

Næste dag stod den så på Great Ocean Road – den ret kendte strækning langs staten Victorias sydlige kyst. Efter at have startet ganske stille og roligt og meget ‘dansk’, begyndte vejen langsomt at blive vildere og vildere. Vi holdt blandt andet en pause i en by, hvorfra man kunne se hvalerne boltre sig, hvilket vel ikke er et klassisk syn i Øresund. Snart kørte man i hårnålesving med klippeskrænter på venstre hånd, og den vilde sø på højre. Ja man kan måske finde noget lignende steder i verden (Sydeuropa f.eks.), men det gjorde det ikke mindre imponerende. Bag hvert nye sving, kom man til en lille bugt, med endnu en lille gemt strand, som dog ikke var særligt indbydende, da det var halvt overskyet og da havet som nævnt var ret vildt. Langs ruten var der et utal af udsigtspunkter, men vi fandt hurtigt ud af, at man nok ikke fik det store ud af at se dem alle i forhold til den tid det tog. Men de forholdsvist kendte Twelve Apostles skulle vi naturligvis se – i følgeskab med et par kinesiske og japanske landsbyer. Det drejer sig om et par (12 sjovt nok) store klippe formationer ude i vandet, som står og tager imod en masse tæsk fra havet. Man kan ikke se alle 12 fra land, hvorfor der også susede et par helikoptere om ørene på os konstant, men vi var ikke lige i humøret (læs: pengene) til sådan en tur.

Derefter gik turen til Otway National Park, hvor vi havde hørt om noget regnskov man kunne komme rundt, oppe på nogle højt eleverede gangbroer. Vi havde håbet på at se noget mere dyreliv, men det var der ikke meget af. TIl gengæld var det meget sjovt, at vandre rundt i nogle ret anseelige højder – ja da man var oppe i de højeste tårn på nogle og 40 meter (mener jeg), hvor det hele lige svejede lidt mere, ja så blev det altså lidt farligt.
Måske var det mest interessante ved dette visit, at der rent faktisk kunne ligge regnskov lige dér. Altså vi havde få timer kørt igennem noget der mindede meget om det danske landskab, og så lige pludseligt stod man i en tæt, tæt jungle-agtig skov, med hjernedødt høje træer og alskens mærkelig vækster.

Vi overnattede i den fashionable omend ligegyldige by Lorne, som nok blev besøgt på den forkerte årstid, for der skete godt nok ikke meget. Dagen efter var destinationen Melbourne og aflevering af vores elskede Tordenboks. Men først kom vi forbi surfer-mekkaet Bell’s Beach, hvor vi var så heldige at overvære et professionelt stævne. Av av av, hvor de drenge de kunne i de mest vanvittige bølger. Sindssygt.
Dernest ramte vi surferbyen Torquay, hvor alle de store producenter af surf udstyr og mode har deres flagstores, så man kunne bruge lidt dollars.

Så ramte vi endelig Melbourne. Endelig og endelig, det betød jo farvel til vores dejlige hjem, Tordenboksen. Så efter jeg havde bakket den ind i en anden camper ved afleveringskontoret, tog vi straks en taxa videre til downtown hvor vi fandt et hostel og et 3-mandsværelse. Vores guide i byen var en af Peters bekendte, Thor, som på daværende tidspunkt havde boet i byen et par måneder. Umiddelbart synes jeg det var en lidt svær by at være turist i. Hvert fald i forhold til Sydney, hvor der er så mange åbenlyse ting man kan beskue. I Melbourne er det unikke nok mere stemningen end så meget andet, som skal opleves. Den vej rundt minder byen meget om en anden større europæisk storby i syden vil jeg mene – meget af det bedste ligger skjult i små sidegader, hvor cafeer og små restauranter virkelig giver liv. Og så ligger der er en å/flod ned gennem downtown, hvor der så ligger en masse smarte steder, hvor vi bl.a. fik noget frokost den ene dag – sådan lidt ligesom i Århus. Nattelivet var fedt nok. Altså det er jo svært at give en saglig, empirisk dom når man kun har en weekend, men der virkede til at være nogle ret cool, alternative steder, selvom de umiddelbart var om muligt endnu mere strikse med lukketider og andre regler, end i Sydney. Det vi fik set om dagen var primært et stort marked, der lå lige ved vores hostel, og så bydelen St. Kilda, der ligger nede ved vandet, sådan lidt Melbournes svar på Bondi, men med en mere smart, europæisk fornemmelse på godt og på ondt.

Og så var eventyret slut. Efter en forfærdelig flyvetur til Sydney, som var helt og aldeles uudholdelig grundet en gruppe kvinder af arabisk etnicitet der simpelthen ikke kunne eller ville forstå reglementet i et passagerfly, var det hele slut. Men det var alt i alt en fantastisk tur, hvor jeg synes vi fik et godt, varieret indtryk af et meget varieret land. Desuden hyggede man sig gevaldigt undervejs, grundet det gode selskab.


01
Nov 09

Kedelige Canberra

Av for en dejligt afslappende weekend. Efter en lidt hektisk uge, med opgaveskriveri ud på de små timer, kom man afsted til Australiens hovedstad Canberra. Eller faktisk et godt stykke væk fra byen, hvilket var en god ting – mere om det i det følgende.

Fredag middag mødtes jeg med Claes, Marie og Alexander ‘Pandy’ Kiær ved de to sidstnævntes flotte, røde Ford Falcon, hvorefter turen gik mod (hold fast) Claes’ fars’ barndomskæreste Kathe og hendes mands residens i nærheden af Canberra. Efter et par timers kørsel ramte vi så ovennævntes mega fede villa i fantastiske omgivelser, med dertilhørende pool og tennisbane, midt i ingenting. Her bor de to altså sammen med deres fede, bidske men ret elskelige hund og deres kat der tror den er en hund. En halv kilometer væk har de så lidt landbrug med køer og en del væddeløbsheste. Det viser sig, at herren i huset er finans-celebrity hernede, med tidligere embeder som bl.a. nationalbank direktør. Nu er han altså pensioneret, for at vende tilbage til rødderne og landet – og ikke mindst interessen for heste, hvilke der er meget i fokus. Men hold kæft hvor var de begge rare og gæstfri. Ydermere var deres yngste datter kommet på besøg fra Sydney, så der var godt med liv i huset – hvilket man måske kan foranlediges til at tro, at der måske ikke er så ofte ellers.

Fredagen gik med at nyde drinks, udsigt og middag. Lørdag var vi så tidligt oppe, fordi vi troede vi skulle op og se hestene drøne rundt på træningsbanen – men vi var for sent på den, så det blev bare til en fin tur rundt i området. Dernæst tog vi så bilen til Canberra, landets unge og ‘kunstige’ hovedstad. Mage til åndsløst sted skal man lede længe efter. Der var virkelig ikke meget at komme efter. Bevares, hovedattraktion i form af parlamentet var da et imponerende stort bygningsværk, men du kan som turist ikke bruge mere end et par timer i den by efter min mening – hvilket vi så ikke gjorde. Næh, så hellere komme tilbage til tennisbanen, kolde mojitos og grillmiddag.
Søndag fik vi sovet længe, spillet tennis og spist stor frokost inden turen gik hjem til Sydney.

Jeg læser nu ovenstående, og det er da måske ikke det mest ophidsende indlæg nogensinde. Det er nu måske meget rammende, for der blev virkelig slappet af og hygget. Det mest fantastiske ved turen var uden tvivl selskabet samt omgivelserne, men det kan jo være ret så svært at beskrive med ord – håber derfor billederne i galleriet kan give et indblik.


13
Oct 09

The noble art of postponing

Der er nu gået en del tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Og meget er sket i mellemtiden. Mest interessant har selvfølgelig været ferien, hvor jeg har kørt rundt i en god/lille del af landet og set en masse, med et par yderst rare omend ildelugtende gutter. Dog har jeg ikke fået skrevet om denne lumre odyssé, da det dels er ret tidskrævende, og dels fordi jeg gerne lige vil have skaffet mine kompagnoners billeder fra turen, inden jeg begynder at smide billeder op. Ok – det er temmeligt ringe undskyldninger, men jeg lover der bliver arbejdet på sagen.

Men nu er man så kommet tilbage til byen – og hverdagen har meldt sig. Og for første gang sådan rigtigt, har skolen også vist sit grimme fjæs i kalenderen. Afleveringer og fremlæggelser, som måske lidt er blevet negligeret, står nu i kø for at blive færdiggjorte de næste par uger, samtidigt med man har en masse andet på programmet. Det hele skal nok blive nået til tiden og blive af en tilfredsstillende kvalitet, værre er det ikke.


24
Sep 09

Så blev det SANDelig spring break

Som de fleste nok har hørt om, så var der forleden en ‘støvstorm’, eller hvad man nu skal kalde den, henover Sydney. Ja, tror faktisk det var store dele af østkysten der var ramt – jeg ved hvertfald de havde nogenlunde samme tilstand oppe i Bris-vegas.

Og nu ville det da være sjovt, at kunne give en øjenvidneberetning, men det får i altså ikke (af mig). Man har jo ferie pt., så man røg sgu i baren tirsdag aften. Konsekvensen af dette var opvågning kl 11-12 stykker onsdag. Og der var festen altså forbi, hvertfald i mit nabolag. Man kunne dog godt se, at parkerede biler og sådan, var lidt beskidte, men ellers var der virkelig intet at bemærke – udover tømmermænd.

Heldigvis tror jeg jeg får rigeligt med støv og sand de næste par dage. I morgen tager Peter Friis Nielsen, Andreas Gerlif og undertegnede et fly til Alice Springs i Northern Territory – altså midt inde på kontinentet. Herfra lejer vi en fræk campervan, vi så skal tøffe rundt i. Første destination er (faktisk Kmart, men lad nu det ligge) selvfølgelig Ayers Rock. Og inde “omkring” (vi snakker nok nogle hundrede kilometer) stenen er der også en masse andet man skal se, som vi så bruger de første par dage på. Herefter går turen sydpå, mod Adelaide, og så den sceniske Great Ocean Road på sydkysten, inden vi fredag skal aflevere øsen i Melbourne. Her har vi så et par dage til at se os omkring, inden vi flyver hjem til Sydney søndag aften.

Jeg glæder mig virkelig meget til denne tur. Bevares, den bliver heller ikke gratis, men jeg tror vi får en masse fede oplevelser. Og ikke alene pga. de mange attraktioner vi skal se – jeg tror også selve roadtrippen igennem tusinde af kilometers outback bliver helt speciel. Når vi 3 drenge så ovenikøbet plejer at komme overordentlig godt ud af det med hinanden, ja, så kan det sgu ikke gå galt.

Eneste anke er, at jeg har købt billetter til en udsolgt La Roux-koncert på tirsdag. Den ville jeg sgu gerne have været til, men man kan ikke puste med sand i munden, eller hvad det hedder.

Derfor bliver der nok også helt stille her på siden det næste stykke tid. Men mon ikke det afbrydes af et mega langt post og en masse billleder…


21
Sep 09

Saltvandsindsprøjtning

Så kom (og gik) weekenden, hvor der for alvor skulle prøves kræfter med surfing. Og kræfter blev der fandeme brugt.

Efter lidt ligegyldig og kort skolegang fredag, mødtes vi 7 danskere og 20-25 unge amerikanere inde midt i byen, hvor vi blev mødt af nogle små busser og nogle særdeles friske chauffører/instruktører. I virkeligheden var timingen suboptimal, da mit dejlige universitet afholdt conception day, hvilket betød en nærmest festival-agtig stemning på campus, med liveoptræderne, boder, mad, drinks, fest og farver. Bare ærgerligt.

Et par timers kørsel syd for byen, med dertilhørende burger-pitstop, og så endte vi op i den lille flække Gerroa, der ligger lige ved den meget fine strand, med det ret beskrivende navn, Seven Mile Beach.

Se større kort

Her blev weekendens program så fastlagt. Og det ligger fast, at vi var tidligere oppe, end jeg plejer at være hernede. Morgenmaden blev serveret/stillet frem kl. 7:00 og en times penge efter skulle man altså gerne stå klar i våddragten. Dette betød også væsentligt mindre druk, end jeg havde regnet med på en sådan tur, men det gjorde bestemt ikke noget. Os danskere fik selvfølgelig vores egen hytte, og efter et par krus vin på stranden, var det derfor forholdsvist tidligt ind i hytten og i så i kisten.

Efter morgenmaden lørdag, var det ned på stranden til noget instruktion i basal surf-teknik. Det var meget rart lige at få styr på det basale, selvom man selvfølgelig havde en ret god idé. Tidevandet gjorde, at bølgerne var tæt på perfekte for begyndere, selvfølgelig lidt afhængigt af hvor langt ude man fangede dem. Så allerede her fik man sig et par fine, stående ture. Efter 2 timer i suppen, var der frokost i lejren efterfulgt af en times velfortjent fritid, hvor der blev sovet, spillet kort og stenet. Og så var det jo altså ud i bølgerne igen, som her hen på eftermiddagen var mindre gode. De var mindre og knækkede hurtigere, hvilket stort set gjorde det umuligt, at surfe på andet end white water, altså resterne/skummet af bølgerne. Men det var stadig god træning mht. at komme op og stå og holde balancen.

Efter aftensmad var folk godt døde, så det var kun Claes og jeg selv der satte os ned på stranden, med vin, krus og en skyfri, stjerne-fyldt himmel, for at ordne verdenssituationen og det danske samfunds forfald.

Søndagen var planlagt stort set identisk, dog med det twist, at man jo var blevet en klart bedre surfer. Derfor var morgen-sessionen klart turens højdepunkt, da bølgerne her igen var ganske fantastiske og faktisk større end lørdagens. De hårde drenge (inkl. undertegnede) kæmpede sig så derfor ret langt ud, hvor man så kunne ligge og vente på den helt rigtige, store bølge og ride den hele vejen til stranden. Det lykkedes selvfølgelig ikke hver gang, men det var ubeskrivelig fedt når det gjorde – man kan fandeme få dejligt med fart på!

Eftermiddagens bølger var præget af utrolig hidsig strøm, og ret uforudsigelige bølger. Det lærte man på den hårde måde, med nogle kæmpe tæsk af vand og strandbund, hvilket måske var meget godt for den entusiastiske, selvproklamerede surfer-gud.

Det skal selvfølgelig nævnes, at de begynder-boards vi benyttede bedst kan beskrive som mindre både. Vi taler altså nogle sataner på 8-9 fod, hvilket hjælper væsentligt i forhold til at fange bølger og balance. Det betyder dog ikke, at det ikke er mega hårdt at padle rundt. Altså, så længe man kan bunde, kan man gå med/trække sit board. Dette vanskeliggøres selvfølgelig af strøm og meget imødekommende bølger, som man må prøve at “hoppe over”. Men når man så ikke kan bunde mere, så skal der padles – meget! Og førnævnte bølger bliver umiddelbart ikke mere medgørlige før man kommer et godt stykke ud. Når man så skal fange en bølge, så gælder det også om at padle helt igennem, for at få så meget fart på som muligt. Og med ivrigt råbende instruktører i baggrunden, så får den altså ikke for lidt.

Alt i alt var det virkelig en konge-weekend. Virkelig sjovt og hyggeligt var det – og ikke mindst lærerigt. Og så var vi selvfølgelig ret heldige med vejret, der bød på sol det meste af tiden. Instruktørerne var også virkelig fine. På en eller anden måde, så minder de mig om at være rusvejleder. Alle de gamle jokes fungerer og man virker så overdrevent overskudsagtig, samtidigt med de nye synes man er bomben. Dertil må man sige, at det er en ret svedig profession de drenge her har fået. Man skal selvfølgelig prioritere surfing HØJT for at kunne udstå det – ja, de laver stort set ikke andet, heller ikke i fritiden. De var rent faktisk ude og surfe inden vi stod op, samt i vores pauser. Man kunne nok ikke klare det for evigt, men altså. Det minder mig også lidt om vores tur i Whitsundays, hvor kaptajnen på skibet var 23 år. Hans rolle var stort set den samme, hvor jobbet dog bestod i at sejle rundt i solskin blandt tropiske øer og strande. Og når han så var i land, var han kongen af Airlie Beach, hvor han kendte alle, var stiv og lavede damer. Det er sgu godt nok noget andet end at arbejde 9-17 i NV eller sidde på biblioteket og læse til eksamen (det er sket! – dog ikke hernede).

Der naturligvis lidt billeder i galleriet.


08
Sep 09

Flot færgetur

Ekstra Bladet lister en de 10 flotteste færgeture her. Jeg hopper på nr. 6 hver tirsdag.

Men det er også en utroværdig liste den dér. Hvor er turen til Swinoujscie?!


06
Sep 09

En hårfin balance

Havde det været derhjemme, hvor der for det første var større krav fra skolen, og hvor det for det andet havde en betydning, hvilken karakter man trak hjem, ja så kan det godt være weekenden var forløbet en smule anderledes. Og så er det alligevel lidt ligegyldigt. Der skal fandeme opleves så meget så muligt, når man nu er hernede. Man er jo alligevel ikke kommet for at danse læse.

Som nævnt i det forrige indlæg, så tog jeg fredag lidt syd på sammen med et surfer-sjak. I en flot Ford Falcon (4.0l) kørte vi tidligt ud af byen, for at undgå den værste morgentrafik. Og dejligt var det, at køre fra skyerne over byen, til blå den himmel et par timers kørsel ud af byen. Endnu engang kan man blive imponeret over, hvor kort afstand man skal fra byen (som så er ret stor, når man medregner alle suburbs) før end landskabet ændres ret dramatisk. Nogle ret fantastiske omgivelser, med det blå Stillehav på den ene side, og store grønne bakker og bjerge på den anden.

Efter en 3,5 times kørsel, endte vi ved destinationen: Booderee National Park og Cave Beach. Det viste sig dog, at den nærliggende strand Bherwerre Beach var mere attraktiv, så det var faktisk den eneste vi var på. Og samtidigt var vi de eneste der var der. Helt fantastisk, at have så lang og flot en pige strand for sig selv.

Se større kort

Mht. surfen, så havde jeg ikke fået anskaffet mig noget udstyr. Men søde Marie (tak!) var så venlig, at lade mig udvide hendes våddragt, så Michelinmanden kunne komme i drinken og vise lidt lir. Eller noget i den stil. Jeg har prøvet at surfe én gang før, på Jersey i den Engelske Kanal, hvor bølgerne var væsentligt større. Det var ikke den store succes den gang, og det blev vel heller aldrig en rigtig højder hernede. Fik fanget lidt bølger, men det med at komme op og stå drillede lidt (jvf. overskriften). Skide sjovt er det dog alligevel – jeg ser frem til om 2 ugers tid, hvor vi skal på surfcamp (med instruktører).

Om aftenen blev der så campet til den helt store guldmedalje. Vi fik lavet et bål i en sådan en udendørs grill, som altså både blev brugt som varmekilde og komfur – meget mandigt. Og som vi sad der omkring bålet og drak goon (papvin), og det blev mørkt, kom national parkens sande beboere frem. Fuglene begyndte at larme hysterisk, store gnavere piskede rundt om fødderne på os og helt åndssvagt mange wallabies (kænguruens lillebror, som ikke behøves at være særlig lille), der virkede ret ligeglade med vores tilstedeværelse. Vi var 5 (ud af 11) der sov i telt, og sådan et er jo sjældent sådan klassisk godt lydisoleret. Og hold kæft hvor kunne skoven larme om natten! Og der var en konstant puslen rundt om teltet, som gjorde det hele meget outdoors-agtigt. Lørdag blev det til et par timers surf (jeg blev dog bare på stranden), inden man endte hjemme på matriklen henad aftenen.

Alt i alt en fantastisk tur. Man kan godt blive lidt misundelig på de gutter og gutinder der har købt bil og surfudstyr. Mega fedt sådan lige at kunne tage sådan et par ture ud af byen. Der billeder her i galleriet. Igen så skal man altså blive bedre til, at få andre til at bruge sit kamera – især når man surfer.

Nå, selvom man var helt most efter sol og køretur, så var der jo landskamp i går. Flere havde meldt sig under fanerne, og der var angivelig en bar inde i byen der viste kampen – kl. 4 om natten var kick off. Men mange var pludseligt trætte osv., så det endte med, at det kun var jeg selv og surferkongen Peter der magtede det. Så vi mødtes på den førnævnte bar kl. 3 for lige at komme i stemning. Og vi snakkede med manageren, der forsikrede os, at kampen ville blive vist…

Manageren viste sig at være et bat af rang. Da klokken var blevet 4:15 og Schweiz og Grækenland løb på banen på barens eneste sportskanal, var det lidt kedeligt at være Peter og Magnus. Vi tog dog en chance og dansede ned på en kendt bar, med gode åbningstider – og der blev man så mødt at øredøvende århusiansk og folk i rødt tøj. Så vi fik sgu set det meste af kampen alligevel. Ret underlig fornemmelse at sidde på en bar midt i downtown Sydney, omgivet af danskere og med Parken/Østerbro på skærmen.

Og nu sidder man så her søndag aften, og mangler stadig lige en sides penge til aflevering tirsdag. Og en del læsning til testen onsdag. Igen, havde det været derhjemme, havde man måske gjort det anderledes. Hernede er det en (hårfin) balance mellem skolen og ALT det andet – og skal vi ikke bare sige, at jeg synes det går bedre med den, end det gør med surfingen…

Opdatering:
Jeg har stjålet nogle billeder af mig fra den fantastiske fotograf/surfer/ven, Alexander ‘Pandy’ Kiær, som nu er at finde i galleriet. Tak.