Advarsel: dette er et uhyggeligt langt indlæg, som sikkert kun er interessant for de omhandlede samt eventuelt min mor. Man kan evt. bare kigge i galleriet – desværre har jeg ikke fået fat i de andres billeder, selvom A Gerlif har brændt mig en dvd. Med en lighter. Den virker hvert fald ikke.
I slutningen af oktober havde jeg spring break, som blev brugt på en flot roadtrip, som vist på kortet herunder. Jeg har været en evighed om at få skrevet skidtet, hvilket set i bakspejlet er ret dumt, da jeg ved en masse fede detaljer er blevet glemt. Samtidigt så har selve den skriftlige kvalitet sikkert også lidt gevaldigt og jeg magter ikke at kigge mere på det nu, så vær overbærende mht. grammatik og lignende.
Se turen på et større kort
Det hele startede en skæbnesvanger fredag morgen, hvor Andreas ‘Guffi’ Gerlif og Peter ‘lugtedrage’ Friis-Nielsen (bedre kendt som V.I.Peter, senere R.I.Peter og nu WikiPeter) og jeg selv mødtes i Sydneys lufthavn. Efter en masse smart snak om hvorledes køen til check-in kunne optimeres, efterfulgt af en frisk gang Hungry Jacks (det hedder Burger King hernede) røg vi så ombord. Og første destination var Alice Springs, midt i den australske ingenting – og midt på selve kontinentet. Fra lufthavnen fortalte en yderst snaksaglig taxachauffør om byens histore og kulturelle arv, der er en mærkelig blanding af alverdens immigranter og så de indfødte aborigines. Spændende sager faktisk – den korte udgave går ud på at englænderne var nogle svin der skød på alt og alle (hovedsagligt aborigines) inden de rare tyskere (?) kom og prædikede protestantisme.
Vi blev kørt lidt udenfor byen, hvor vi så fik hentet vores dejlige campervan. Og vi var ikke til at skyde igennem! Nej, hvor var den dejlig! Vi havde ikke kørt mange meter før vogntøjet fik det smukke kaldenavn “Tordenboksen“, hvilket i alle henseender viste sig at være et ganske rammende navn. Nå, vi fik lige set hvad var der var at se i Alice Springs, inkl. det vandhul som har lagt navn til stedet, samt en forhøjning der gav et fint overblik over den byen. Alt i alt et mærkværdigt sted, med et meget specielt klima. Ifølge taxachaufføren (og senere uddybet af Peter) er der kun til at leve pga. det utroligt høje vandspejl, samt at byen ligger i læ af bakker hele vejen rundt – “a lost city” som chaufføren sagde. Derudover var det mærkeligt at se de indfødte herinde – det var tydeligt at de er blevet forsømt. “De” virkede langt værre stillet end i Sydney og generelt var der bare en meget hjemløs-agtig stemning over dem. Ulækkert.
Vigtigste attraktion var givet på forhånd: Kmart. For de ikke indviede er det som Metro/Føtex bare uden fersk mad, eller hvad man skal sige. Til gengæld er den kæmpe. Og billig. Så her fik vi provianteret sko, sokker, undertrøjer, 12 volts elektronik til bilen, slik, oder-eater og insect repellent. Og derefter fik så også købt mad og drikke ved det nærliggende supermarked – godt med pils, sodavand og frosne meat pies til microovnen. Nå ja, og så en del slik og chips, det’ klart. Generelt fik vi sonderet terrænet ret godt angående den slags. TimTams er altså en jævn god chokolade småkage/kiks/vaffel-ting og så er chili-sourcream chipsne i den røde pose altså et hit. Og så har isen Golden Gaytime fået en plads i vore hjerter grundet både navn, smag og konsistens.
Nå, så gik turen altså altså syd på og ud mod (vejen til) Kings Canyon, Ayers Rock og The Olgas, som danner den treenighed af seværdigheder man skal se. Der er så bare lige et del hundrede kilometer derud, så vi stoppede på vej derud ved et motel, da det var blevet mørkt. Sagen er den, at dyrene primært er aktive efter mørkets frembrud, så chancerne for at mose en kænguru ned (og beskadige bilen!) er større når det er mørkt. Og af en eller anden grund, så synes de kræ altså det er sjovest at sidde på asfalten. Det er simpelthen utroligt! De har så hjernedødt meget plads, men lige at sætte sig på vejen, det synes de altså lige er sagen – især hvis der kommer sådan et par spændende forlygter i høj fart (kan misforstås). Trods vi hurtigt opfandt et pointssystem i forbindelse med roadkill, så ramte vi ikke meget. Jeg selv sluttede på 0 points, hvorimod Peter og Gerlif vist fik 1 hver, for henholdsvis en fugl og en kanin. Vareulve gav flest point – koalaer gav minus.
Der har dog været andre, der har været meget dygtigere til at ramme dyrene, for der var godt nok meget roadkill generelt på turen. Men det er der jo så en del andre dyr, der nyder godt af – bl.a. fik vi set en del kæmpe ørne der sad og snaskede i vejkanten. Mindre makabre blev de dog når man kom tæt på, og de gav sig til at flyve – “det er en majestætisk fugl” som dyrevennen A Gerlif hurtigt kommenterede.
Næste dag gik det så først mod Kings Canyon, en lang kløft (surprise) med ret varieret terræn og bevoksning. Så her rendte vi rundt et par timer og skabte os. Alt på denne tur blev samtidigt spicet op ved hjælp af en fantastisk hoppebold og kameras selvudløser – sidstnævnte kan opleves i galleriet.
Herefter gik turen så af en anseelig omvej mod Ayers Rock. Og ganske efter planen nåede vi ud i god tid til at se solnedgang fra distancen. Det var meget ‘postkort’-agtigt og et ret specielt lys, selvom folks/guidebøgernes mange malende beskrivelser om stenens mange karakterer i det skiftende lys måske udeblev. Og så synes jeg måske også det havde været rart, hvis man havde været helt tæt på først, da det var ret umuligt at få et indtryk af krabatens størrelse. Da showet så var ovre, kørte vi til det eneste lovlige sted at overnatte i området; et stort resort med alt fra hoteller, moteller, campingspladser og supermarkeder. Det var dog tidligt op næste dag, hvor vi så ville se solopgang ved The Olgas – nogle store stenformationer der lå 40 kilometer vest for Ayers Rock. Og tidsplanen holdt sådan set også fint. Men hvad den små-trætte chauffør (undertegnede) måske overså i farten var det punkt på ruten, der rent faktisk var udvalgt til at være solopgangs-spot. Så det der skete var, at vi kørte hele vejen til “indgangen” af The Olgas, som så ligger på vestsiden, hvorfor solopgangen ikke sådan blev klassisk spændende. Den var faktisk bare kold. Og i skygge. Men ellers synes vi den var fin.
Men så kom vi jo altså ud og gå blandt disse store sten. Og det var altså lige sagen. Vi blev faktisk enige om, at det var klart mere spektakulært end Ayers (altså efter vi også havde været der). Så her tog vi den lange rute rundt, og fik en rigtig fed tur hvor vi stort set var alene – det var altså ikke helt uden nytte, at vi havde været så tidligt ude.
Derefter tog vi så tilbage mod Ayers Rock. Vi havde snakket meget om muligheden med at bestige stenen (verdens største kan jeg lige tilføje – og den er angiveligt lidt som en isbjerg, idet det meste af den ligger under jorden), som jo er lidt kontroversiel ligeså vel som den er hård. Sagen er jo den, at toppen er meget helligt for de indfødte – Lonely Planet brugte metaforen med at det svarede til at vade rundt på alteret i kirken – samtidig med det var stegende varmt. Og der var mange fluer. Men da vi kom hen til stenen, så var der umiddelbart lukket for opgang, da det angiveligt blæste for meget. Lidt underligt at der så stadig var folk på vej både op og ned, men vi lod det være skæbnen, og derfor valgte vi at gå rundt om den i stedet. Set i bakspejlet var det en meget fed beslutning, men undervejs var det godt nok lidt tarveligt. Der er godt 10km rundt om, og det er da noget andet end en tur i Dyrehaven – men som nævnt også væsentlig varmere. Og med flere fluer. Og stenen ændrer sig jo ikke så drastisk mens man snegler sig rundt om den. I forlængelse af førnævnte religiøse symbolik, så var åbenbart også steder rundt om på siden af stenen, der var holy land for aboriginies. Så fandeme om der ikke midt i det hele stod skilte med forbud for fotografering! Midt ude i ingenting! Og man er jo helt alene! Jeg tror det havde præcis modsat rettet effekt på de 3 drenge der var derude den dag. Og vi havde sikkert ikke skænket det en tanke lige at tage billeder de steder frem for andre.
Alt i alt var det dog en stor oplevelse endeligt at få set den sten. På mange måder, så var det lidt en ting der blev krydset af på todo-listen, men det var altså fedt at se det med egne øjne og danne sit eget indtryk. Og så kan man jo altså ikke komme udenom, at det er et helt unikt sted, som vel ikke rigtigt kan opleves andre steder (deraf unikheden). Måske Grand Canyon. Jeg ved det ikke. Nevermind.
Nå, videre gik turen syd mod Adelaide. Det skal siges at det var noget helt specielt at køre derude i ingenting. Jo det var forholdsvist ensformigt, men det er jo netop det der gjorde det fedt – at man bare kørte og kørte, men måske ikke rigtig følte man kom nogle vegne. Og så var vi jo temmeligt alene. Jo, til tider kom der da en modkørende camper eller et roadtrain (en lastbil med 3-4 anhængere) – i sidstnævnte tilfælde gjaldt det altså om at holde godt fast i roret, da de gav et mægtigt vindstød når de passerede – men trafikkeret kunne man ikke kalde det. Dette faktum betød samtidigt, at man generelt er meget venligt stemt overfor andre bilister, så man hilser på alt og alle – dog ville de færreste hilse på Peter når han sad bag rettet, hvilket undrede ham meget.
Vi havde ikke de store planer. Vigtigst var nok turen på Great Ocean Road og havde vi selvfølgelig en deadline i Melbourne, men vi havde ikke planlagt så meget mere. Så første stop blev på vejen sydpå, i verdens opal-hovedstad, Coober Pedy. Det var et yderst mærkværdigt sted, der som titlen antyder primært fungerede som mineby. En speciel feature var så, at de fleste huse lå halvt under jorden, da man på den måde kan undgå for varme somre og kolde vintre, ved at have en konstant temperatur på omkring 19 grader (så vidt jeg husker). Vi var inde i en gammel mine der fungerede som museum, men det var som det ikke rigtigt fangede de forvente globetrottere. Så det var forholdsvist hurtigt videre sydpå mod os.
Langsomt begyndte langskabet af ændre sig. Det blev mere frodigt og mindre plant i takt med vi nærmede os havet. Vi kom også forbi nogle kolossale saltsøer, hvor vi lige skulle ud og lege. Her var dog uforståeligt mange helt fantastisk irriterende fluer, men væbnet med vores ubrugte boomerang, var vi ikke til at slå ud. Vi fik øvet os i at kaste et par gange inden vi nåede fra parkeringspladsen helt ud til selve søen, og vi var ved at blive nogenlunde skrappe. Så ender vi derude. Helt øde og plant – perfekt til at sende sådan en boomerang afsted. Gerlif har altid proklameret, at det der med teknik, det er ikke lige ham – men råstyrke, se det er lige sagen. Så på allerførste kast laver han begynderfejl #1 og mører han kæppen helt horisontalt – hvilket resulterer i at den straks begynder at dreje og flyve vertikalt op mod den blå himmel. Under utallige nødsråb og “nej nej nej!” hamrer legetøjet derefter lige ned i jorden/søen og smadrer. Tak Gerlif. Fik jeg nævnt det var første kast?
På vejen mod knudepunktet Port Augusta blev vi inspireret af et utroligt flot billede i Lonely Planet, af det ellers (for os) ukendte Flinders Ranges, en national park med ret bjergrigt og grønt terræn. Vi startede med at køre lidt forkert, hvilket førte os ud på en ret flot omvej på nogle forholdsvis hidsige grusveje, som Tordenboksen med Gerlif bag rettet dog klarede uden problemer. Hovedattraktionen er et sted kaldet Wilpena Pound – en stor gryde-lignende bjerg/bakkekæde. Her var et utal af forskellige vandreruter, hvor vi selvfølgelig valgte en for øvede da vi gerne ville lidt opad. Det viste sig at være et par ret hårde timer vi fik begivet os ud på, men det var da (nærmest) besværet værd, da vi endelig nåede toppen. Især var det underholdende når dyrevenne Gerlif skulle fange hans elskede firben og lignende, der sjovt nok virkede lidt mere tilpassede til det utilgivelige terræn.
Efter denne umattende tur, var næste destination Adelaide. Her ville vi efter planen ankomme forholdsvist sent, hvorfor erfaringen fortalte os, at det kunne være svært at finde en campingplads der var åben. Især inde i byerne er sådanne steder godt spærret af efter lukketid. Men vi prøvede os frem, og ved hjælp af vores GPS fik vi taget nogle helt sindssyge omveje rundt i byen, mens klokken bare tikkede imod os. Det endte så med, at vi ikke kunne finde noget sted hvor vi kunne klemme Tordenboksen ind, så vi begyndte at lede efter mere landlige campingpladser syd for byen. Vi fandt så et sted i en lille by i en skov, der havde solide tyske rødder, altså byen – ikke skoven (det havde den dog sikkert også).
Efter en flot tysk morgenmad røg vi så derefter videre sydpå mod havnebyen Portland, der, som kortet viser, ligger på helt nede på sydkysten. Efter lidt små-stop i forskellige små mere eller mindre ligegyldige byer, ramte vi så destinationen hen på eftermiddagen. Der var masser af plads på campingpladsen, men vi blev hurtigt jaget væk fra den første plads vi holdt på, da nogle rasende fugle åbenbart havde æg i redden lige i nærheden. Herefter spadserede vi ned til downtown, fik en bøf og et par pils, tabte en masse penge på nogle spillemaskiner, inden vi satte os tilbage i bilen, da der om muligt var bedre stemning dér og øllet var billigere.
Næste dag stod den så på Great Ocean Road – den ret kendte strækning langs staten Victorias sydlige kyst. Efter at have startet ganske stille og roligt og meget ‘dansk’, begyndte vejen langsomt at blive vildere og vildere. Vi holdt blandt andet en pause i en by, hvorfra man kunne se hvalerne boltre sig, hvilket vel ikke er et klassisk syn i Øresund. Snart kørte man i hårnålesving med klippeskrænter på venstre hånd, og den vilde sø på højre. Ja man kan måske finde noget lignende steder i verden (Sydeuropa f.eks.), men det gjorde det ikke mindre imponerende. Bag hvert nye sving, kom man til en lille bugt, med endnu en lille gemt strand, som dog ikke var særligt indbydende, da det var halvt overskyet og da havet som nævnt var ret vildt. Langs ruten var der et utal af udsigtspunkter, men vi fandt hurtigt ud af, at man nok ikke fik det store ud af at se dem alle i forhold til den tid det tog. Men de forholdsvist kendte Twelve Apostles skulle vi naturligvis se – i følgeskab med et par kinesiske og japanske landsbyer. Det drejer sig om et par (12 sjovt nok) store klippe formationer ude i vandet, som står og tager imod en masse tæsk fra havet. Man kan ikke se alle 12 fra land, hvorfor der også susede et par helikoptere om ørene på os konstant, men vi var ikke lige i humøret (læs: pengene) til sådan en tur.
Derefter gik turen til Otway National Park, hvor vi havde hørt om noget regnskov man kunne komme rundt, oppe på nogle højt eleverede gangbroer. Vi havde håbet på at se noget mere dyreliv, men det var der ikke meget af. TIl gengæld var det meget sjovt, at vandre rundt i nogle ret anseelige højder – ja da man var oppe i de højeste tårn på nogle og 40 meter (mener jeg), hvor det hele lige svejede lidt mere, ja så blev det altså lidt farligt.
Måske var det mest interessante ved dette visit, at der rent faktisk kunne ligge regnskov lige dér. Altså vi havde få timer kørt igennem noget der mindede meget om det danske landskab, og så lige pludseligt stod man i en tæt, tæt jungle-agtig skov, med hjernedødt høje træer og alskens mærkelig vækster.
Vi overnattede i den fashionable omend ligegyldige by Lorne, som nok blev besøgt på den forkerte årstid, for der skete godt nok ikke meget. Dagen efter var destinationen Melbourne og aflevering af vores elskede Tordenboks. Men først kom vi forbi surfer-mekkaet Bell’s Beach, hvor vi var så heldige at overvære et professionelt stævne. Av av av, hvor de drenge de kunne i de mest vanvittige bølger. Sindssygt.
Dernest ramte vi surferbyen Torquay, hvor alle de store producenter af surf udstyr og mode har deres flagstores, så man kunne bruge lidt dollars.
Så ramte vi endelig Melbourne. Endelig og endelig, det betød jo farvel til vores dejlige hjem, Tordenboksen. Så efter jeg havde bakket den ind i en anden camper ved afleveringskontoret, tog vi straks en taxa videre til downtown hvor vi fandt et hostel og et 3-mandsværelse. Vores guide i byen var en af Peters bekendte, Thor, som på daværende tidspunkt havde boet i byen et par måneder. Umiddelbart synes jeg det var en lidt svær by at være turist i. Hvert fald i forhold til Sydney, hvor der er så mange åbenlyse ting man kan beskue. I Melbourne er det unikke nok mere stemningen end så meget andet, som skal opleves. Den vej rundt minder byen meget om en anden større europæisk storby i syden vil jeg mene – meget af det bedste ligger skjult i små sidegader, hvor cafeer og små restauranter virkelig giver liv. Og så ligger der er en å/flod ned gennem downtown, hvor der så ligger en masse smarte steder, hvor vi bl.a. fik noget frokost den ene dag – sådan lidt ligesom i Århus. Nattelivet var fedt nok. Altså det er jo svært at give en saglig, empirisk dom når man kun har en weekend, men der virkede til at være nogle ret cool, alternative steder, selvom de umiddelbart var om muligt endnu mere strikse med lukketider og andre regler, end i Sydney. Det vi fik set om dagen var primært et stort marked, der lå lige ved vores hostel, og så bydelen St. Kilda, der ligger nede ved vandet, sådan lidt Melbournes svar på Bondi, men med en mere smart, europæisk fornemmelse på godt og på ondt.
Og så var eventyret slut. Efter en forfærdelig flyvetur til Sydney, som var helt og aldeles uudholdelig grundet en gruppe kvinder af arabisk etnicitet der simpelthen ikke kunne eller ville forstå reglementet i et passagerfly, var det hele slut. Men det var alt i alt en fantastisk tur, hvor jeg synes vi fik et godt, varieret indtryk af et meget varieret land. Desuden hyggede man sig gevaldigt undervejs, grundet det gode selskab.
